Omsorg

Omsorg er et forhold, en relation mellem mennesker, hvor handlingerne har en særlig karakter. Omsorg betyder at bekymre sig, at bryde sig om. Ordet har rod i den danske vending at kymre eller kære sig om. Jævnfør det engelske ord ”care”. Det tyske ord ”sorge” betyder at bekymre sig og ”sorg” at sørge for.

Når mennesker i hverdagslivet – og ikke mindst i familien – er i samspil med hinanden, indgår der ofte en omsorgsdimension, da man bestræber sig på at opfange og tilgodese de andres behov og interesser.

Det er oplagt at forældre viser omsorg for deres børn, hvilket er en privat, naturlig og uformel omsorg. Det er derimod en offentlig, formaliseret og institutionaliseret omsorg man ser i vuggestuer, børnehaver, skoler etc.

Ifølge tidligere Lektor, cand. psych. Agnete Diderichsen defineres omsorg som en ”særlig relation mellem mennesker, der er kendetegnet ved, at det ene menneske retter sin opmærksomhed mod det andet menneske og handler på en sådan måde, som det andet menneske har brug for og som tjener det andet menneskes velbefindende".



Per Nygren som er professor i psykologi og socialt arbejde ved Lillehammer University College i Norge, mener at begrebet omsorg består af tre former, der er tæt forbundne:

1. Behovsomsorg
At bidrage til, at barnets væsentlige behov bliver tilfredsstillet på de for barnet hensigtsmæssige tidspunkter

2. Udviklingsomsorg
At bidrage til at barnet udvikler sig socialt, psykosocialt, kognitivt og motorisk på en hensigtsmæssig måde.

3. Opdragelsesomsorg
At bidrage til, at barnet gennem egne virksomheder og socialt accepterede måder selv bliver i stand til at tilfredsstille socialt accepterede behov.
At bidrage til at barnet gennem egne virksomheder og socialt acceptabel måde klarer at integrere og i handling forvalte sin egen udvikling på en sådan måde, at det selv kan realisere et meningsfuldt liv på et bestemt niveau i et bestemt samfund og i en bestemt kultur.



En psykologisk tilgang til omsorg

Almindeligvis hævdes det, at børn – og især det lille barn – har brug for en omsorgsfuld, kærlig, empatisk og følelsesmæssig relation for at opnå en sund og god udvikling. Tilknytningsteorien argumenterer fra et ontologisk perspektiv, at mennesker er bærere af tilknytningsadfærd og dermed har behov for omsorg.

Den engelske psykoanalytiker John Bowlby ( 1907-1990, engelsk læge og psykoanalytiker) definerer begrebet tilknytning som behovet for at være knyttet til et andet menneske: ”Når man om et barn (eller voksen) siger, at det er knyttet til, eller har tilkytning til, en eller anden, betyder det, at barnet er stærkt disponeret til at komme nær på og i kontakt med det pågældende menneske og især til at gøre det under ganske bestemte betingelser”.

Det lille barns tilknytningsmønster udvikles i sidste halvdel af det første leveår. Det er her barnet har udviklet de kognitive evner til at huske sin mor. Nærmere bestemt at det har dannet en arbejdsmodel af moderen, der kan bruges til sammenligning, når hun ikke er til stede, og til genkendelse når hun vender tilbage.

Der må til omsorgen anlægges en retslig dimension. Forældre skal forholde sig omsorgsfuldt til deres børn. Hvis familiemedlemmer, naboer eller andre vurderer, at børnene ikke møder tilstrækkelig omsorg, har man pligt til at indberette dette til de sociale myndigheder, der herefter skal vurdere om de er tale om omsorgssvigt. Tilsvarende er ansatte i daginstitutioner, skoler, plejehjem og institutioner etc. Underlagt retslige krav om at udvise respekt, og værdighed overfor barnet/borgeren, - og kan drages til ansvar, hvis samværet mister det omsorgsfulde og resulterer i hårdhændet og ydmygende behandling.

Literatur:
Socialpædagogik og anbragte børn, Ida Schwartz, s. 147-149
http://www.leksikon.org/art.php?n=5054